Jeg Maler

Jeg maler

Abstrakt sprog,
ingenting er fastlagt.
Altid nyskabe, overraske sig selv,
undersøge og afprøve.

Jeg maler.
Udsætter samme element for forskellige eksistensvilkår.
Kradser i den perfektformede cirkel.
Dækker en masse ubrugeligt bras med én og samme farve
– det er mig, der bestemmer.
Grøn umbra føjer sig langs en organisk bønneform.
Hvid og indisk gul – blødt, blidt, sagte.
Banker alt det kantede på plads med lutter kvindelige former,
keder mig straks.
Får lyseblå, lys grøn og flødegul til at fungere med en halvdøv rødbrun.
Ene jordfarver, og så pludselig isblå.
Slår skrigende pink omkuld med italienskrød.
Får en knivskarp linie til at balancere over en tåget plamage.
Punkterer optimistisk orange med kold grå.
Indhegner – med en fed, sort linie og en lynhurtig beslutning – alt irriterende mylder.
Jordisk tyngde.
Sart limegrøn smyger sig op ad grumset gråbrun.
Nedbryder en uigennemtrængelig farve med gennemsigtige strøg.
Sådan!
Nu er jeg svævende

Modsætninger.

Tvunget til at forholde mig,
tager jeg stilling,
træffer beslutninger,
forsøger at ordne kaos.

Mit hverdagsliv forskudt til farver og former.

Min kæreste er venstrehåndet,
jeg er højrehåndet,
og endelig falder boblen i mit indre vaterpas til ro.